Reglerne for korrekt perspektivisk afbildning blev udviklet i Italiens renæssance, hvor blandt andre Leon Battista Alberti og Filippo Brunelleschi var foregangsmænd. På trods af de mange år, som er gået siden de to kunstneres virke, er det stort set de samme tekniske regler Annette Gerlif bruger i dag, når hun i sine malerier bruger rumskabende linier. Det er ikke perspektivet, der har ændret sig. Det har derimod det udenom. Gerlifs billeder søger ikke at opnå fotografisk realisme ved anvendelse af perspektivet. Hun går i stedet ind på legende vis og sætter geometriske former, stærke farver og optiske illusioner sammen på lærredet - eller udover lærredet for den sags skyld. I Gerlifs verden er lærredets kant ikke nødvendigvis en begrænsning. Den kan også være en linie, som kreativiteten kan overskride og derved opnå nye udtryk, bevægelser og sanseindtryk. Hendes udstillinger holder sig sjældent til ”blot” at indeholde vægmaleri. Kunsten breder sig udover kanten og inddrager hele rummet – vægge, gulv, loft og rummet der imellem. Dette gøres for eksempel ved at bemale fliser og lade værkets former og farver fortsætte ned- og henover gulvet. Eller når hun hænger snor eller wire op mellem væggene og sætter små tegninger op med klemmer. Alt sammen noget, der giver beskueren en anden rumopfattelse end en konventionel billedophængning ville gøre. Gerlifs leg med øjet, er ofte en sammenblanding af rumskabende linier, friske og energiske farver samt nogle organiske elementer. Det organiske afbildedes gerne i transparente afskygninger, der giver billedet en sårbarhed men også en drømmeagtig karakter. Det drømmeagtige opleves i en difus bevægelse i billederne, som bliver understøttet af liniebrud og en følelse af, at blikket kan fortsætte mod uendeligheden. Følelsen af bevægelse og dynamik blandet på en todimensionel flade, transformerer og ophæver fornemmelsen af tid. I samme bevægelse sker der også en ophævelse af sted. Det er ikke til at finde hoved og hale i det, der først opleves som noget arkitektonisk stramt og som derefter kan opfattes som organisk eller måske helt abstrakt. Annette Gerlifs kunst er en påmindelse om, at mennesket og verden er i konstant bevægelse. Vi kan ligeså godt flyde med og acceptere, at der ikke altid behøver at være en sammenhæng imellem hvad øjet ser og det vi kalder virkeligheden.